“Center for Vild Analyse tager prisen som årets mest originale tænketank”
- Lars Trier Mogensen i Politiken
Center for Vild Analyses nye bog – 100 vilde analyser – er netop udkommet på Forlaget Findes. CVA er bl.a. kendt som forfattere til bogen Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken (Informations Forlag) og optræder oftere og oftere i danske medier som en tænketank milevidt fra tørvetrillere som CEVEA og CEPOS.
Bogen 100 vilde analyser er et udvalg fra Center for Vild Analyses blog, der er én af de mest interessante af slagsen i Danmark lige nu. Bloggen er et eksperimentarium for et varierende antal anonyme skribenter, der skriver på humor, politisk indignation, filosofi, psykoanalyse, angst og begær. I bogens 100 udvalgte tekster analyseres, hvad der gemmer sig på bagsiden af en lang række begreber og hændelser fra de sidste to år: Irak, X-factor, tuneserloven, klimaet, Antichrist, afdanskningsbal, Brorsons Kirke, Jørgen Leth, kapitalisme, hverdagen, Blekingegadebanden, kønnet, Tour de France og meget mere.
Intet emne er for småt, intet spørgsmål for stort til at få en tur i de vilde analytikeres vridemaskine. Med udgangspunkt i credoet ”hvis du vil vide det modsatte” endevender analytikerne dagens selvfølgeligheder, finurligheder og ikke mindst berømtheder med en kritisk sans, der rækker langt videre end de vanlige ”sure opstød” fra grå kommentatorer i radio, avis og tv. Kritikkens formål er ikke bare at gendrive, men at vise noget, at opdage tendenser og at bryde nyt argumentatorisk land. Kun sådan får kritikkens negative drivkraft sin egentlige berettigelse: som en drift mod nye erkendelser, der folder sig ud i politikken, hverdagen og filosofien.
194 sider, 119 kr.
Kan købes her på siden (se link til højre) samt bl.a. hos g.dk, boghuset.dk, saxo.com og adlibris.com. Desuden er bogen til salg hos Atheneum boghandel og Det Poetiske Bureau i København samt hos Vangsgaards, Madison og Stakbogladen i Århus.
citater fra bogen:
“X-faktor handler om, at der altid er mere. Hver gang vi har set en historie om en historie om en historie om X-faktor, fornemmer vi, at der må være endnu en historie om denne historie. X-faktor lever af, at der ikke er noget sted udenfor X-faktor. Alt er X-faktor.”
“Hvor det traditionelle overjeg satte en fordring om selvbegrænsning og undertrykkelse af begæret, fordrer vore dages overjeg præcis det modsatte. Hvor det traditionelle overjeg sagde: Du skal lade være!, er buddet fra vore dages overjeg: Du skal nyde!”
“Hvad nu hvis et folketingsvalg som vores ikke alene kan og skal bruges til at vælgerne vælger sig et nyt folketing? Hvad nu hvis det også handler om, at politikerne skal vælge sig et nyt folk?”
“Stillet overfor valget mellem det danske og det udanske må vi altså, som mindstemål, vælge det ikke-danske. “Vild med dansk” har kørt længe nok på alle kanaler. Det er tid til nogle afdanskningsbal.”